Kun fantasien sætter grænser når I vil på tur i Grænselandet..

Bager i Rinkenæs 500 m. Shopping i Gråsten 3 km. Strand 2 km. Restaurant Benniksgaard 50 m. Benniksgaard Golf Course Restaurant 50 m. Pizzaria 100 m.

Strandhygge, vandre- og cykelture
Tag til en af de mange små strande, Følg Fjordvejen, Gendarmstien og Grænseruten - for blot at nævne et par af de muligheder man har, når naturen i området skal udforskes. Slap af eller ta’ på vandreture langs fjorden, i statsskovene Gråstenskovene, Frøslev Plantage, Sønderhav- og Flensborgskovene, Frøslev Mose, Kruså Tunneldal og Smedeby Grube – her er smukke naturoplevelser året rundt!
 
Okseøerne
En perle, der absolut er et besøg værd for hele familien. En kultur- og naturarv i Flensborg Fjord med sin helt egen charme. I højsæsonen sejler der båd fra Sønderhav til Store Okseø alle dage (undtagen mandag) hver hele time fra kl. 11 – 18. I foråret og efteråret sejler båden lørdage og søndage hver hele time fra kl. 11 – 18.
 
Sejlture fra Flensborg til Glücksborg 
Parker på havnen midt i Flensborg by, stig ombord på et af skibene nyd evt. en dejlig platte ombord mens I nyder udsigten til både Danmark og Tyskland. 
 
Bov Museum
Museet ligger tæt på den dansk-tyske grænse. Hvordan var det før i tiden? Hvordan så Grænsegendarmerne ud? Hvordan boede de? Et andet tema; Bøndernes arbejde og liv i regionen – der er regelmæssigt aktiviteter for børn.
 
Frøslevlejrens 6 museer
Frøslevlejren fra 2. Verdenskrig blev bygget i 1944 som tysk politifangelejr for danske modstandsfolk fra 2. verdenskrig. I alt passerede ca. 12.000 fanger lejren i de godt 9 måneder, den eksisterede. I de mange barakker kan du se en hel masse om krigen og hvordan fangerne levede. Der er hele 6 museer på området; Frøslevlejrens Museum, Hjemmeværnsmuseet, Beredskabshistorie, Amnesty-International, FN-Museet og Skov- og Naturstyrelsens Naturudstilling. Der er GRATIS adgang.
 
Gråsten - Gråsten Slot og slotshaven
Gå tur i slotsparken med ca. 40.000 forskellige blomster og kom helt tæt på slottet, hvor Dronning Margrethe og hendes familie holder sommerferie.
Eller tag en tur i Papirmuseets By med eventyrlige papirkunstværker.
 
Danfoss Universe
En oplevelsespark spækket med levende naturfænomener, spændende teknik og sjove aktiviteter. Her kan I blive klogere på naturens kræfter, videnskabens forunderlige verden og den teknik, der gør vores hverdag lettere. Parken er til for at begejstre børn og unge og skabe større interesse og forståelse for teknologi og naturvidenskab: Vildt klog på naturlig vis!
 
Dybbøl
Historisk område med naturstier på skanserne med en fantastisk udsigt over Als-sund. I Danmarks mest berømte mølle er der udstilling om dansk-tysk historie og i Historiecenteret 1864 kan I høre levende fortællinger, røre ved tingene og der er rekonstruktioner, som man kan bevæge sig rundt i og et levende medieshow, hvor du oplever begivenhederne, som de udspiller sig i dagene op til og under det endelige angreb på Dybbølstillingen i 1864.
 
Flensborg Byvandring 
– oplev små gyder og baggårde, historiske bygninger og skæve huse, gå op ad smalle stier til et af udsigtspunkterne og se Flensborg oppefra. Havnen har fascinerende skibe, dampere og havnerundfart, eller hvad med en shoppingtur i centrum, Citti- eller Fördepark.
 
Schleswig-Holstein
- Besøg Glücksborg Slot, et væld af minder fra den tid, hvor slottet var i dansk eje. KZ mindeparken i Ladelund, vadehavsøerne og byen Frederiksstad der på grund af de mange kanaler kaldes ”lille Holland”.

Arrangementer 
Og så er der jo de guidede naturvandringer, byfester, marcher og ringrider- festerne; en helt speciel sønderjysk hestesport, hvor der dystes om at fange flest ringe højt til hest. Der er optog, tivoli, musik, kræmmermarked og mange andre spændende ting. De største ringriderfester opleves i Aabenraa, Sønderborg og Gråsten i løbet af juli måned.

Broager Kirke med de 2 tårne 
Om Broager Kirkes tårn fortæller et gammelt sagn, at i et slot på Smøl Vold boede to søstre, der var siamesiske tvillinger og sammenvoksede ved lænden. Den ene døde før den anden, men man turde ikke skille dem ad for at redde den levende, og nogle dage efter døde hun også. Den længst levende bestemte, at slot og gods skulle sælges, og en kirke bygges for pengene. Det blev Broager Kirke. Til minde om søstrene blev tårnet rejst med dobbelt spir. Det højeste spir minder om den søster, der levede længst.

Sønderborg Slot 
grundlagt som borg i 1200-tallet. Det var i denne store borg at Christian 2. sad som fange i årene 1532-49.

Cathrinesminde Teglvæk 
- Museum Sønderjyllands afdeling for dansk teglværkshistorie og sønderjysk industrihistorie. Det ligger på et 7 hektar stort område, naturskønt ned til Flensborg Fjord. Landskabet er præget af lergrave, æltemøller og udskibningssteder fra århundreders teglværksdrift.

Cathrinesminde Teglværk blev i 2007 af Kulturarvsstyrelsen udnævnt til ét af 25 nationale industriminder.